Jul på bloggen – låge nr 9

| 0 comments

Bag dagens låge gemmer sig den mest BERØMTE af alle julesange: WHITE CHRISTMAS, skrevet af IRVING BERLIN og sunget af BING CROSBY.

Det er ikke blot blandt julesange, at WHITE CHRISTMAS er nr 1. Med 50 millioner solgte eksemplarer er Bing Crosbys udgave den bedst sælgende single nogensinde, og regner man albumsalg og andre indspilninger med, kommer vi op på svimlende 100 millioner eksemplarer.

Irving Berlin skrev sangen i 1940 og Crosby sang den samme år i sit radioshow, men det var først i 1942, at sangen blev pladeindspillet og slog alle rekorder.

Sangens gennemslagskraft i de første år under krigen skyldes ikke mindst den særegne blanding af melankoli og glæde. Teksten handler ikke bare om, at julen er dejlig – men om længsel: efter hjemmet og familien og efter, at alt skal blive godt igen. Den følelse har ikke været svær at sætte sig ind i for soldaterne og deres familier.

Herhjemme har vi næsten glemt, at Bing Crosby (1903-1977) lavede andet end White Christmas, men han er en af de vigtigste personer i popmusikkens historie. I slutningen af 1920erne benyttede han som den første den nyopfundne mikrofon til også at opfinde en ny måde at synge på – afslappet, personlig, som en fortrolig bekendelse til tilhøreren: Bing Crosby var den første crooner og banede vejen for så forskellige sangere som Frank Sinatra og Elvis Presley.

Også Irving Berlin, der døde som 101-årig i 1989, har meget andet end White Christmas på samvittigheden. Utallige af hans sange er blevet evergreens og en fast del af jazzens repertoire fra Billie Holiday til Diana Krall. Det er tankevækkende, at den mest berømte af alle julesange er skrevet af en jøde: dermed er cirklen sluttet, for også Jesus var jo jøde (trods århundreders antisemitisk nonsens om at “jøderne slog jesus ihjel”).

Lån Bing Crosby på Bibzoom her.

Se Bing Crosby synge et par andre julesange sammen med DAVID BOWIE:

Skriv et svar

Required fields are marked *.