Det bedste i 2008

| 0 comments

Året går på hæld og i musikkredse er der stærk tradition for, at slutte med en liste over de bedste udgivelser fra det forgangne år. Nettet svømmer over med disse lister, som tit ligner hinanden, men det skal ikke afholde mig fra at komme med mit eget personlige bud på det bedste fra 2008. Listen er ikke rangordnet og heller ikke særlig lang!

I starten af året udkom Spleen Uniteds 2. album Neanderthal, som har været fast inventar i min mp3-afspiller lige siden. Jeg bliver åbenbart aldrig træt af synth-rock. Hvilket der absolut heller ikke er nogen grund til.

Ladyhawke har taget mig med storm i anden halvdel af året. Hendes festlige og farverige sange er pt. i hæftig rotation hos mig og hendes selvbetitlede debut får dermed også en plads på denne liste.

Jeg har aldrig gidet at lytte til Peter Sommer. “Valby Bakke” var simpelthen for meget for mine sarte ører og selv ikke en halv-hæderlig koncert på Roskilde Festival for et par år tilbage, har fået mig op af stolen og hen til hans musik. Det er der nu lavet om på, da jeg fik hans nye album i gave. Anmeldelserne var gode og min nysgerrighed stor, så pladen røg på anlægget og der må jeg sige, at anmeldelserne for en gangs skyld matcher min egen smag. Så Peter Sommers “Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene” lander også på min årsliste. Også for titlens sjove ordspil.

Bon Iver var et af dette års mest interessante nye navne. Musikpressen hypede og fortalte historien om en forsmået mand, der gik fra kæresten og i frivillig isolation i ødemarken i flere måneder. Her indspillede han den stilfærdige og inderlige debut “For Emma, Forever Ago“, som også er værd at fremhæve.

Joan Wasser aka Joan As Police Woman har været med mig siden jeg hørte hende varme op for Rufus Wainwright for flere år tilbage. Hendes EP røg ved samme lejlighed med hjem og siden er det blevet til to fuldlængde albums, hvoraf den seneste “To Survive” udkom til strålende anmeldelser tidligere på året. To koncerter på dansk jord er det også blevet til for Joan i år, og live er hun mindst lige så imponerende som på plade. Hun er til fulde en entertainer på scenen, til trods for mange af hendes sanges stille væsen.

Duffy er endnu en i rækken af nyere soulsangerinder, der er kommet til i slipstrømmen på Amy Winehouse. Her hører lighederne dog også op, for Duffy besidder et ganske andet udtryk. Melodierne er i front og Duffys stemme kan til fulde bære den hype hun har måttet ligge navn til. Albummet “Rockferry” er derfor også med på denne årsliste.

Martha Wainwright er en anden sangerinde, der har fulgt mig gennem længere tid. Jeg opdagede Joan As Police Woman og Martha Wainwright ca. samtidigt, båret af en nysgerrighed for hvad kredsen omkring Rufus Wainwright mon besad. Derfor købte jeg hendes selvbetitlede debutalbum stortset uden at have hørt en strofe og det var endnu et møde, der bliver husket. Stor var forventningen derfor også til opfølgeren “I Know You’re Married, But I’ve Got Feelings Too“, der allerede ved synet af titlen skabte jubel. Indholdet lever også op til forventningerne og ligeledes gør hendes liveoptrædener.

Der findes mange flere årslister derude og Frekvens har samlet en lille foreløbig liste.

Skriv et svar

Required fields are marked *.