23. oktober 2017
by Anja Rasmussen
0 comments

Koncert warm-up

På torsdag gæster Leroy Sanchez Danmark.

Han er en spansk sanger som har fået succes via Youtube. Med cover versioner af kendte sange. Over 3 millioner abonnerer på hans kanal og mange af hans videoer har flere millioner views!

Han har fornylig udgivet en EP med egne sange. Og til koncerten på Rust bliver det en blanding af disse og cover sange der bliver sunget.

Der kan høres noget af hans musik her:

 

Billetter købes her

Rust, d. 26 oktober kl. 20.

24. marts 2017
by Ulla Hoberg Lyhne
1 Comment

Lyt til Lindring

Lindring kalder sig selv for et indie-folkrockband, og består af etablerede musikere fra det danske jazz- og rockmiljø. De debuterer d. 20. april med pladen “Giv Tid”. Pladen indeholder 10 udvalgte sange fra højskolesangbogen, som har fået nye melodier. Det er tunge, poetiske sager vi har med at gøre, teksterne er bl.a. skrevet af danske digtere som Steen Steensen Blicher, B.S. Ingemann, Emil Aarestrup, Johs. V. Jensen, Jeppe Aakjær mv.

De to første singler fra pladen “Frihed er det bedste guld” og “Det er hvidt herude” er ude nu. Teksten til “Frihed er det bedste guld” er en del af ”Engelbrektsvisen” som blev skrevet af svenske Thomas af Strängnäs i 1439. Teksten til ”Det er hvidt herude” er det andet digt i Steen Steensen Blichers klassiske digtsamling ”Trækfuglene” fra 1838, hvor det havde titlen ”Ouverture”.

 

 

7. marts 2017
by Ulla Hoberg Lyhne
0 comments

Nye musikbøger

Musikken rummer mange fantastiske historier, og en del af dem bliver heldigvis givet videre til os alle i bøger. Vi får løbende nye musikbøger ind i samlingen, og her kan du læse lidt om nogle af dem. 

Rebel Music – race, empire, and the new Muslim youth culture Muslimske unge over hele verden har deres egne musikalske subkulturer, som forholder sig til det politiske klima og kampen mod terror. I denne velanmeldte bog tager Hisham Aidi læseren med ind i fænomenet og historien bag.

Joy devotion: the importance of Ian Curtis and fan culture

Da Joy Divisions forsanger Ian Curtis begik selvmord i 1980, var det startskuddet til en fandyrkelse af både ham og bandet. Begge dele er for længst blevet kult, og Ian Curtis’ tekster har ramt en sjælden nerve på tværs af generationer. Denne bog består af essays, der på forskellig vis behandler fandommen og det musikalske miljø i Manchester, som Joy Division var en del af.

Play it loud: an epic history of the style, sound, and revolution of the electric guitar

Guitaren er et legendarisk instrument og dens historie er fortalt på mange forskellige måder. Denne bog fortælles guitarens historie gennem guitarmodeller og berømte guitarister. 

Prince: Purple reign

Da Prince døde i 2016, udløste det sorg blandt hans mange fans i hele verden. Bogen her er den nyeste biografi om ham, skrevet af Mick Wall, som står bag en lang række biografier om kendte musikere.

Chrissie Hynde: Vild: Mit liv

Den amerikanske rocksanger Chrissie Hynde fortæller om sin opvækst præget af kærlighed til rockmusik, som kulminerede da hun i 1973 tog til London for at starte et band. Og om at være rockanmelder for NME, om starten på punk og hendes band The Pretenders.

28. februar 2017
by Anya Mathilde Poulsen
0 comments

Litteraturfestival med musikalsk fokus

Bob Dylan modtog Nobelprisen i litteratur i 2016

Lørdag den 4/3 slår vi dørene op for årets Roskilde Litteraturfestival.

Temaet er koblinger mellem litteratur og musik, og du kan bl.a. opleve bestseller-forfatterne Jesper Stein og Iben Mondrup fortælle om musikkens betydning i deres bøger.

Nobelprisvinderen Bob Dylan kan du også blive klogere på, og det samme gælder Leonard Cohen, en anden af musikkens største tekstforfattere.

Den danske Dylan-oversætter Jep Loft og den danske Cohen-oversætter Anders Dohn vil tage os med ind i to mestres tekstuniverser.

Jep Loft har udgivet bogen ‘Bob Dylans bedste’ med 60 Bob Dylan-sange i danske udgaver. Anders Dohns Cohen-tekster har bl.a. resulteret i cd’en ‘På danske læber’ med en stjerneparade af danske musikere og i Aarhus Teaters Leonard Cohen-teaterkoncert.

Roskilde Litteraturfestival finder sted på Roskilde Bibliotek lørdag d. 4. marts fra kl. 10.00. Se programmet.

17. januar 2017
by Ulla Hoberg Lyhne
0 comments

Vinterjazz 2017

D. 3.-26. februar er der Vinterjazz over hele landet. Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, som har eksisteret siden 2001 og foregår hvert år i februar. Festivalen strækker sig over tre uger og rummer omkring 600 koncerter fordelt på ca. 125 spillesteder og arrangører i hele Danmark. På festivalen er der både mulighed for at opleve helt nye og upcoming navne, og nogle af jazzen store internationale stjerner.

Du kan hente et trykt program på biblioteket (så længe lager haves), eller søg i programmet her på festivalens hjemmeside.

4. januar 2017
by Anya Mathilde Poulsen
0 comments

Musikkens førstedamer

I musikkens historiebøger kan det nogle gange se ud som om mandlige musikere fandt på alt omkring rockmusikken og de genrer, den blev født ud af.

Sister Rosetta Tharpe - inspirationskilde for bl.a. Elvis og Jimi Hendrix

Sister Rosetta Tharpe – inspirationskilde for bl.a. Elvis og Jimi Hendrix

Men der var inspirerende kvinder med lige fra starten.

Mange af dem huskes bare ikke i samme omfang.

De er dog absolut værd at få tilbage i rampelyset, for det var nogle farverige, kreative damer.

Roskilde Bibliotekernes musikbibliotekar Anya Mathilde Poulsen var i P1 Eftermiddag d. 3. januar for at fortælle om nogle af de helt tidlige kvindelige pionerer.

Her er dem, hun tog med:

MA RAINEY
På plakater og reklamer blev Ma Rainey omtalt som Gold-Neck Woman of the Blues og The Paramount Wildcat.  Hun kom til verden helt tilbage i 1886 og udgav sin første plade i 1923. På det tidspunkt havde hun dog optrådt som omrejsende kunstner i årevis. Både i sin vokalstil og i privatlivet havde hun fuldt tryk på. Bl.a. blev hun i 1925 arresteret for at have holdt et orgie med nogle af sine korpiger.

Og selv om hun var gift med mænd, havde hun appetit på mere end det. Som når hun i Prove It On Me sang: “I went out last night with a crowd of my friends, they must have been women, ‘cos I don’t like no men”.  Bob Dylan nævner hende i øvrigt i sin sang Tombstone Blues – i samme linje som Beethoven.

BESSIE SMITH
Bessie Smith var en anden legendarisk, tidlig bluessangerinde og en stor inspiration for jazzlegenden Billie Holiday. Lige som Ma Rainey var Smith en flamboyant dame, der omgav sig med glimmer, glamour, strudsefjer og pailletter og havde sin egen specialdesignede togvogn.

Hun kom, som så mange andre bluesmusikere, fra stor fattigdom i de amerikanske sydstater – bl.a. blev hun forældreløs som ni-årig og hjalp med at skaffe sig selv og sine søskende brød på bordet ved at optræde på gaden – men arbejdede sig op til en position som højtbetalt kæmpestjerne. I 1937 døde hun, kun 43 år gammel, i en bilulykke. På grund af familiestridigheder fik hun først en gravsten i 1970 – den blev bl.a. betalt af Janis Joplin, som var stor fan.

SISTER ROSETTA THARPE
Noget særligt bemærkelsesværdigt ved Sister Rosetta Tharpe er hendes guitarspil. Hun blev født i 1915 og var rundet af gospeltraditionen i de amerikanske sydstater. Men hun optrådte lige så gerne i natklubber og på barer, hvad der medførte afstandtagen fra dele af hendes troende publikum. Selv mente hun, at hun kom i kontakt med flere fortabte sjæle de steder.

Som Rainey og Smith var hun en farverig dame. Hendes tredje bryllup var en koncert med tusindvis af betalende gæster – og med en stor guitarspillende figur af hende selv som udsmykning. Musikere som Chuck Berry, Johnny Cash, Elvis og Jimi Hendrix har nævnt hende som inspiration. Og hendes foretrukne guitarmodel var en Gibson SG, samme slags som Angus Young fra AC/DC er kendt for at bruge.

MOTHER MAYBELLE CARTER
Hvor de tre damer herover kom fra blues- og gospelmiljøerne, så havde Maybelle Carter sine rødder i country- og folkemusikken. Senere i sit liv blev hun kendt som mor til Johnny Cashs kone June Carter Cash, men Maybelle Carter var en stjerne i egen ret længe før det.

The Carter Family stammede fra Virginia og indspillede deres første musik i 1927, på et tidspunkt hvor Maybelle Carter i øvrigt var gravid i ottende måned. Gruppen var en trio bestående af ægteparret A.P. og Sara Carter samt altså Maybelle, der var kusine til Sara og svigerinde til A.P. Hun var en fremragende instrumentalist på både guitar, banjo og autoharpe og havde en helt særlig guitarteknik, hvor hun spillede melodien på de dybe strenge og rytmen på de lyse. Det kendes nu som “Carter scratch” og “Carter lick”.

Ma RaineyProve It On Me

Bessie SmithA Good Man Is Hard To Find

Sister Rosetta TharpeUp Above My Head (tjek guitarsoloen)

The Carter Family Wildwood Flower (med close-up af Maybelle Carters guitarspil)

 

23. december 2016
by Anya Mathilde Poulsen
0 comments

Store udgivelser fra 2016

Kom til lytteklub om PJ Harvey d. 22/8

PJ Harvey står bag en af årets bedste plader

2016 synger på sidste vers, og dermed er det selvfølgelig oplagt at se tilbage på de plader, som skilte sig særligt ud.

Her er nogle af vores favoritter. Brug dem som inspiration. Eller fortæl i kommentarfeltet, hvad dine favoritter har været.

PJ Harvey – The Hope Six Demolition Project

PJ Harvey fulgte op på storværket Let England Shake fra 2011 med en plade, der er lige så stærk, rystende og poetisk i sine skildringer af verdens konflikter og deres menneskelige konsekvenser.

The Hope Six Demolition Project fik lokalpolitikere i Washington DC til at skrive forsvarstaler i medierne for deres byområder – så råt blev de skildret af Harvey.

Koncertmæssigt var hun også uforlignelig. Hendes koncert på Roskilde Festival var nok den, der høstede flest roser fra anmelderne. Og senere på året triumferede hun i Falkoner Salen med to udsolgte koncerter. Iklædt sorte fjer som en budbringer fra slagmarkerne og med et imponerende backingband, der kunne have været et militærorkester fra en anden tid.

PJ Harvey er én af de kunstnere, du kan få en kompakt introduktion til i vores Lydspor-podcast, som du kan høre gratis i iTunes her.

Bisse – Højlandet
2016 har været et stort år for Bisse, som gav en koncert på årets Roskilde Festival, der blev så stort et tilløbsstykke, at Gloria-scenen slet ikke kunne rumme publikum.

Han er en ung, upcoming kunstner, der kan noget særligt med det danske sprog, lidt som vi kender det fra C.V. Jørgensen.

Og så er han vanvittigt produktiv. Højlandet er faktisk hans sjette albumudgivelse siden debut’en PMS fra 2015.

Opbygningen af sangene kan være ret eksperimenterende, og alligevel er der noget ved dem, der gør, at de går lige ind, og man i løbet af kort tid går og nynner med på Bisses skæve, anderledes anti-hits.

“Dødsalbum” fra Bowie, Cohen og Nick Cave
I år har vi måttet sige farvel til både David Bowie og Leonard Cohen.

Begge nåede at udgive et album lige inden deres død: David Bowie med Blackstar og Leonard Cohen med You Want It Darker. Og for begges vedkommende er der tale om dybe, fuldendte værker, som bærer præg af et tilbageblik og en sidste kunstnerisk magtdemonstration inden afskeden med denne verden. Det er mørkt, javist, men det er også stort og smukt.

Nick Cave, som heldigvis stadig er iblandt os, har også haft døden alt for tæt på i år. En af hans unge sønner faldt fra en klippeskrænt og omkom, kun 15 år gammel. Det er den dystre baggrund for  albummet Skeleton Tree, som ligeledes viser en stor kunstner ramt af det uafvendelige.

30. november 2016
by Anya Mathilde Poulsen
0 comments

Bogtips fra Nils Torp fra Souvenirs

I november gæstede Souvenirs Roskilde Bibliotek til en BEAT:LITT-aften med intimkoncert og forudgående artist talk om litteratur

I artist talk’en fortalte Nils Torp om samarbejdet med forfatter Lone Hørslev omkring teksterne på Souvenirs’ seneste album Tangopartner – og så delte han rundhåndet ud af sine egne tips til bøger, der i allerhøjeste grad er værd at læse.

Han er til noveller og digte. Gerne skævt og tempofyldt. Men også med lys og ulykke. Her er hans liste med anbefalinger.

Bjørn Rasmussen: ’Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet.’ 
Roman. Den største nyere dansksprogede læseoplevelse, jeg har haft i årevis. Den er vild, fuldstændig vild. Vild på enhver måde, og kort og let læst.

Raymond Carver: ’50 digte’
De er, lissom hans noveller, fulde af lys og ulykke. Jeg vil især fremhæve ’Deschutes River’. Og ’En klipning’.

Miranda July: ’Ingen har hjemme her mere end du’ 
Noveller. Hun er moderne og nærmest damebladsagtig let. Og så er der en humoristisk understrøm, som er det modsatte af let.

Lorrie Moore: ’Ligesom livet’
Noveller. Hun er teknisk fuldstændig overlegen, hun kan det hele. Det er delvist lavkaste og gråt, men samtidig fuld af humor. Fx ‘Hvordan man bliver forfatter’.

Michel Faber: ’Vaniljehvidt som Eminem’
Noveller. Jeg kan mest huske titelnovellen, som har et forunderligt tidsperspektiv.

Mira Gonzalez: ‘Jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen’
Digte. Hun er født i ’92 og skriver uden filter om et tungekyssende liv på bagsædet af en bil.

Truman Capote: ‘Musik for kamæleoner’
Essays. Fantastisk skrivekunst. Især ‘Et lys i vinduet’. Ikke uegnet til oplæsning.

Bohumil Hrabal: ‘Jeg har serveret for den engelske konge’
Roman. En mærkelig retningsløs fortælling om en person, som relativt hyggeligt er ved at gå i opløsning.

Tim Winton: ‘Mindernes Musik’
Roman fra det australske vildnis. Om en person, hvis tilværelse glider ud imellem fingrene på ham. Der er også en kvinde og noget kærlighed. Der er knald på.

Få direkte links til at reservere bøgerne via bibliotekets hjemmeside

29. september 2016
by Ulla Hoberg Lyhne
0 comments

Nye musikalske podcasts

Under navnet Lydspor har Roskilde Bibliotekerne netop lanceret en række musikalske podcasts med introduktioner til både rock, klassisk og jazz.

De første 8 podcasts ligger klar og kan lyttes nedenfor. Der er både podcasts i helt kompakte 2- minutters-versioner eller fulde cirka 15-minutters ditto. De enkelte podcasts er lavet med udgangspunkt i temaerne for de velbesøgte lytteklubber som jævnligt afholdes.

Podcastene er produceret som del af et udviklingsprojekt, som er støttet af Slots- og Kulturstyrelsens udviklingspulje for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre. Der er flere på vej hvor de kommer fra og de kan også findes i iTunes.